På psykiatrisk afdeling F37 er man i fuld gang med at indøve en menuet, som patienter og personale sammen skal opføre til afdelingens jubilæum i september. Sideløbende oplever nogle af kvinderne, at tilværelsen ikke altid former sig præcis, som man kunne ønske sig. Det gælder den ellers så livsglade sygeplejerske Tanja og især den knap trediveårige Malene, der – i sine maniske perioder – forstår at sno alle om sin lillefinger, men også Beate – den omsorgsfulde sygeplejerske – som ikke formår at skille arbejde og privatliv, samt Susanne der – via en dødsannonce i sin morgenavis – spindes ind i afdelingens flimrende miljø, som også påvirker de involverede mænd.