Hvor rosen mister sin pragt

For fjerde gang tager Taylor os med på en tur ind bag kulisserne i den engelske provins i halvtredserne. Ruten følger denne gang efterforskningen af småluderen Mattis død. Med en baggrund i Lydmouths underklasse og kunder i overklassen, er hun en nøgle til forståelse af de indviklede sociale strukturer, der styrer handlinger og positioner i den lille by. I centrum står atter kriminalassistent Thornhill, der efterhånden selv er blevet helt god til favoritsporten: dobbeltspil. Med konen og ungerne på ferie, har han frit spil med den unge kvindelig journalist, Jill Francis, der ligeledes er ved at falde helt godt til i rollen som hans elskerinde. Afhøringerne af de pæne borgere, som har søgt Mattis tjenester, bliver således en blandet fornøjelse for den retlinede Thornhill, der hos de hyklende småborgere må genkende træk fra sig selv. Jeg har ved flere tidligere lejligheder rost Taylor til skyerne, og det vil jeg blive ved med. Han ses af flere som den klassiske engelske krimis fornemmeste nutidige fortolker, men han er meget mere end det. Han er en af de få, der kan skrive isnende samfunds-, sæde- og personskildringer ind i en elementært spændende krimiramme. Det er ikke til at holde ud Må vi få mere, tak!