Hvad fortæller videnskabelige teorier os om verden ud over, hvad vi kan observere? Dette filosofiske spørgsmål er særdeles påtrængende i lyset af kvantemekanikken. Og dets besvarelse er grundlaget for kvantefilosofien.
Kvantemekanikken er fysikernes teori om atomerne og deres mindste dele. Ingen fysisk teori har vist sig mere succesrig i sine forudsigelser end den. Men siden Werner Heisenberg formulerede teorien i 1925, har der blandt fysikere og filosoffer hersket uenighed om, hvordan den nærmere skulle forstås. Især dens måde matematisk at repræsentere atomerne på voldte vanskeligheder, som det blandt andet sås i diskussionerne mellem Bohr og Einstein sidst i 1920'erne og 1930'erne. Og baggrunden for konflikten er fortsat lige til i dag.
Det særegne ved atomerne er øjensynligt, at de opfører sig meget anderledes end større ting som kanoer, kanonkugler, katte og kakerlakker. Når man måler på atomare objekter, opdager man, at de kan "føle" hinanden over store afstande, at de kan optræde som en bølge eller som en partikel, og at de vekselvirker med hinanden - uden vi altid bagefter kan skelne deres gøren og laden. Alt sammen på grund af virkningskvantet. Alt til forskel fra den klassiske fysik.
Vanskelighederne med at forstå kvantemekanikken har affødt mange, meget forskellige udlægninger: Nogle går ud på, at visse kvantemekaniske beskrivelser er komplementære, og andre handler om, at det er fysikerens bevidsthed, der indvirker på måleprocessen. Andre igen antager, at der findes skjulte variable, som får dem til at "føle" hinanden, mens endnu andre mener, at verden - hver gang vi observerer en bestemt tilstand hos det atomare objekt - opdeles i et utal af verdener.
Bogen "Kvantefilosofi" redegør for første gang på dansk for disse mangfoldige fortolkninger, sætter dem ind i deres historiske fremkomst og forholder sig kritisk til dem.
