Sjælens ingeniører : russisk litteratur fra det 20. århundrede
(2014)
Sjælens ingeniører behandler i otte artikler en række bemærkelsesværdige værker, forfatterskaber og tendenser, som alle har haft stor betydning for udviklingen af det 20. århundredes russiske litteratur. Femten år efter Sovjetunionens opløsning forsøger antologien at revurdere synet på den russiske og sovjetiske litteratur, give plads til nye betydninger og påpege dialoger imellem værker og på tværs af ideologiske skillelinjer. Set retrospektivt er det tydeligt, i hvor høj grad den kolde krigs polarisering mellem to konkurrerende verdensopfattelser påvirkede den internationale modtagelse af den sovjetrussiske litteratur. De russiske værker blev ofte læst som politiske manifester, selvom de langtfra altid var det. Antologien giver et nuanceret billede af udviklingen i det 20. århundredes russiske litteratur ved både at fokusere på værkernes enestående særpræg og deres samspil med den russiske litterære tradition. De enkelte værker læses ikke udelukkende som politiske skrifter, men samspillet mellem litteratur og stat lades heller ikke ude af syne. Antologien bæres af begejstring for den russiske litteratur og et ønske om at give den en mere markant placering på det litterære verdenskort.
Titlen på denne antologi er hentet fra et citat af Stalin, hvor han udtrykte, at forfatterne "...er menneskesjælens ingeniører". Første artikel formulerer bogens formål, som er en revurdering af opfattelsen af den russiske litteratur, så den læses som litteratur og ikke kun bliver betragtet som politiske og ideologiske manifester. Antologien indeholder otte artikler om værker og forfatterskaber, som har haft betydning for den russiske litterære tradition og udvikling i det 20. århundrede. Den beskriver og analyserer værker af Vladimir Nabokov, Andrej Belyj, Viktor Pelevin, Fëdor Gladkov, Michail Bulgakov, Aleksandr Solzjenitsyn m.fl. og slutter med en artikel om bogbranchens vilkår i landet, liste med anbefalet læsning og et register. Forfatterne er universitetsuddannede fra Århus Universitet, og har alle tidligere udgivet litterære anmeldelser og tidsskriftartikler. En relevant udgivelse i lyset af den politiske udvikling med åbningen af det russiske samfund og dermed adgang til kulturelt samarbejde med landene i Vesteuropa. Med teoretisk litterær grundighed formidler antologien ny viden om væsentlige tendenser i den russiske litteratur og henvender sig primært til litterært interesserede i gymnasiet og på universitetet