I "Hævnen" trækker Bent Haller på to kendte, græske skuespil, Aischylos’ "Orestien" og Euripides’ "Elektra", i sin fortælling om kongebørnene Elektra og Orestes. Elektras elskede far, Kong Agamemnon, bliver forrådt af sin kone, dronningen Klyteimenestra og hendes elsker, Aigisthos, da han vender sejrrig hjem fra krigen i Troja. Elektra kalder sin bror Orestes, der har været i landflygtighed, til sig, og på Agamemnons grav sværger de at hævne ham. Det lykkes Orestes at snige sig ind på slottet og dræbe både sin mor og hendes elsker, men Klyteimenstras genfærd vækker de sovende hævngudinder Erinyerne til live, og Orestes og Elektra må søge tilflugt i guden Apollos tempel i Delfi.
Bent Haller (f. 1946) er en dansk forfatter og billedkunstner. som debuterede i 1976 med romanen "Katamaranen", der handlede om en gruppe børns opvækst i et socialt boligbyggeri. Selvom han har skrevet bøger for voksne, er han dog mest kendt for sin børne- og ungdomsbøger som "Blåfolket" (1986), "Fuglekrigen i Kanøfleskoven" (1990), "Silke" (1991) og "Kaskelotternes sang" (1983), der er hans til dato mest berømte bog. Haller har vundet flere priser for sine romaner, deriblandt Kulturministeriets Børnebogspris i 1978 og Nordisk Børnebogspris i 2000.
Gendigtning af sagnet om kongebørnene Elektra og Orestes i det klassiske Grækenland, der gør alt for at hævne drabet på deres far kong Agamemnon
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Da kong Agamemnon vender sejrrig tilbage fra krigen mod Troja efter 10 år, myrdes han af hustruen Klytaimnestra og hendes galan bl.a. som hævn for, at han ofrede datteren Ifigenia for at vinde krigslykke. Det bliver hans overlevende børn Orestes og Elektra, der er forpligtet til at hævne drabet ved blodhævn, men det indebærer, at de må dræbe deres mor i denne blodige spiral of hævndrab. Den grumme historie er fortalt af alle de tre store græske tragediedigtere, men Haller afviger ved at lade også Elektra dø, et træk, der fungerer udmærket i hans sammenhæng. De ulyksalige hændelser har guderne som medspillere, og de indser, at blodhævn må afløses af en domsret, så menneskene selv får ansvar for ret og dom. Så Orestes udpeger personer til sin ret, Areopagos-domstolen, der skal afgøre denne og kommende sager. Denne pointe er central i Hallers gendigtning, hvor guderne må forlade Jorden for at menneskene kan leve ansvarligt. Som i de tidligere gendigtninger af oldgræsk digtning og mytologi formår Haller ved psykologisk indsigt og præcist tegnede situationer at få mennesker og begivenheder til at fremstå levende og engagerende, godt støttet af Mads Stages fine tegninger. Fuldt anvendelig som forgængerne
"Orestes tog sin søsters ansigt mellem sine hænder. Rynker på kryds og tværs, indtørrede, sprækkede læber, mørke rande under øjnene, men han genkendte hende nu, han så, hvor smuk hun var under denne b...
