Gudrun er forelsket i lægesønnen Thorkild. Men hun står alene med sin kærlighed, så hun beslutter sig for i stedet at indgå et fornuftsægteskab med ingeniørsønnen Simon. En beslutning hun fortryder mange gange efterfølgende.
Romanen skildrer en periode i Danmarkshistorien, hvor forestillingen om ægteskabet var i opbrud. Skulle et ægteskab baseres på passioneret kærlighed eller var det bedre at være lidt strategisk og fornuftig i forhold til sit valg af partner? Og er det overhovedet muligt at gardere sig mod et knust hjerte ved at bruge hovedet?
