Sophus Claussens debutdigtsamling "Naturbørn" (1887) er fyldt til bristepunktet af glæde og vrede. Glæde over livet, kunsten og kærligheden. Claussen besynger den glade og frodige erotik. Og vrede rettet mod alt og alle, der vil sætte grænser for ungdommen, kærligheden og friheden. I "Naturbørn" tager Claussen politisk stilling så skarpt som få andre digtere har gjort det:
Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,
at just ej Estrup passer i mit Kram.
Jeg siger ikke, at jeg hader ham;
ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.
Han er mig blot imod - saa ret imod,
den Ordenens forretningsstive Ridder,
der sidder som en Skranke for hver Fod,
som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,
for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,
- og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.
Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,
en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,
ved store Spillere og smaa Fantaster
Chef for en patriotisk Hørkramhandel.
En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,
der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,
mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satan
han staar paa Grænsen imod Syndefaldet
- en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,
der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.
