Fru Larsen er, som navnet måske antyder, noget af en rappenskralde, og dog har hun tilstrækkeligt med humor til, at man holder af hende alligevel. Hun er på sin vis prototypen på en god socialdemokrat; hun har ikke fået noget forærende, men er til gengæld gavmild med det overskud, hun efterhånden har samlet.
Forfatterens bekendtskab med Fru Larsen strækker sig over knap 30 år, og der har ikke været så meget som én kedelig dag imellem.
Roald Als (f. 1948) er en dansk forfatter og håndtegner, der er bedst kendt for sine satiriske tegninger i Politiken og Weekendavisen. Roald Als har ud over sine avistegninger illustreret bøger, og som forfatter har han udgivet flere satiriske værker. Han har vundet adskillige prestigiøse priser og legater for sit arbejde, blandt andet Alfred Schmidts Legat, Kulturministeriets Illustratorpris og Årets bladtegner.
"(Fru Larsens) brogede livshistorie er herlig, bevægende, bevidsthedsudvidende at læse." – Jyllands-Posten *****
"Portrættet er rørende, skægt, gribende og gevaldigt underholdende." – Ekstra Bladet *****
Fru Inge Larsen (f. 1934) fortæller på sin rappenskralde facon om sin barndom i København, om livets op og nedture og om mænd og børn
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Satiretegneren Roald Als har her skrevet om sin gode veninde fru Larsen. Længe var jeg i tvivl, om det var fiktion eller biografi, men er efterhånden kommet til den konklusion, at det faktisk er en biografi. Det er en farverig og bramfri beretning om et hårdt og arbejdsomt liv, præget af glæder og af store sorger, og det er ikke alene et portræt af Inge Larsen, men også et stykke danmarkshistorie eller kvindehistorie. Inge Larsen er fra 1934 og hendes forældre er hårdtarbejdende og retskafne københavnere. Som 14-årig går hun ud af skolen og kommer i lære på et bogbinderi, og som 21-årig bliver hun enlig mor. Senere bliver hun gift med en god mand og får endnu et barn. Fru Larsen er socialdemokrat med et stort hjerte og socialt engagement, og det er lige hende, da hun efter store anstrengelser får en uddannelse som socialrådgiver. Fru Larsen ser tilbage på sin barndom og fortæller løst og fast om sine forældre og bedsteforældre, skolegang, visse kvarterer i København, sin drikfældige og arbejdssky bror, sin narkomansøn, om arbejdet på en socialforvaltning og meget meget mere. Sproget er talesprog med mange korte udsagn. Og mange lidt trættende udråb! Bogen er ordnet nogenlunde kronologisk og tematisk, men der bliver sprunget lidt frem og tilbage. En bog for biografilæsere, nok især de, der har fælles erfaringer og oplevelser med fru Larsen. Illustreret af Roald Als