Der bliver talt meget om danskhed, men det er ofte uklart, hvad der egentlig menes med begrebet. For Ludvig Holstein var svaret ganske klart: Danskheden ligger først og fremmest i en inderlig kærlighed til den danske natur. Den natur, Holstein besang, var uberørt. Den var ikke truet af gift og forurening. Lærkerne svingede sig op mod en blå himmel, æblerne modnedes på grenene, og bierne summede om de utallige blomster i grøftekanterne. Ludvig Holsteins religiøse tro var nært knyttet til naturen - han så en enhed mellem ånd og natur, og han følte, at han kom nærmest til en slags Gud, når han gik ind i den frodige, sjællandske natur. Ingen har skrevet så smukt og indfølt som Holstein om vejret, om fuglene og bierne, om blomsterne og træerne.
Se Æbletræet, helt sig selv
og Kronen ét med Roden,
opløfter under Skyens Hvælv
en Sommer tung og moden.
De skønne Børn af Sol og Jord,
som tynger Træets Stamme,
er, skønt de husker ej i Fjor,
forunderligt de samme.
Men har en Sommer fundet Form,
saa skælver Livets Skove.
Og falder Frugt for Stød af Storm,
skal Æbletræet sove.
Jeg delte Træets modne Frugt
og fandt dens Hjærtekammer.
Der sov i brune Rader smukt
de nye Æblestammer.
Dets Frugt var Bolig for en Aand,
som spiler sine Vinger
og sprænger sine Puppebaand,
naar Pintseklokken ringer
