I digtsamlingen "Muld og malm" fra 1909 er Jeppe Aakjær stærk og myndig i sine sociale og politiske digte. Slutlinjerne til Aakjærs digt til den socialdemokratisk presse er manende:
Du være den fattiges værner,
du være den riges ris!
Da får du ej ordner og stjerner,
men bævende læbers pris.
Aakjær kæmper for ret og retfærdighed, for kvindernes valgret, for at de unge skal have en stemme, for tyende og landarbejdere. Og hans hjerte banker også for dyrene, han tager harens parti mod jægerne:
Jeg lider ej det fejge, skumle Knald,
der bringer fattigt Dyr til Død og Fald;
og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer:
Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer!
Blot I paa eders lange, laadne Bagben
kan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten,
da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermark
saa trygt som hist engang i Noæ Ark!
