Modsætningsfyldt og galgenhumoristisk portræt af et mor/datter-forhold. Amanda, mor til to voksne drenge, indehaver af et nyetableret mediefirma og kæreste med Ulf, kommer i et dilemma, da hendes gamle mors sygdom pludselig stiller krav til hende. Fra at være en succesrig forretningskvinde med styr på tilværelsen bliver Amanda forvandlet til en lus mellem to negle: på den ene side er der jobambitionerne og forholdet til Ulf, på den anden side moderens behov for omsorg.
Den fraskilte Amanda har succes med sit mediefirma og sit privatliv, da moderens tiltagende demens tvinger hende til at foretage nogle valg, som angår hendes livsgrundlag som kvinde, kæreste, mor og datter
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Inge Pedersen fik ros for sin første roman Måneår (1996), om kærlighed og kulturforskelle, og hun har igen skrevet en nutidig, dejligt vedkommende kvinderoman, der både favner vidt og dybt. Amanda er midaldrende, fraskilt, lever sammen med en ny mand, der lige er gået på pension, mens hun selv har succes med sin forretning, da moderens tiltagende demens tvinger hende ud i en eksistentiel krise. Amanda spændes ud mellem de kvindelge dilemmaer, mellem egne ambitioner, pligt og følelser over for kæresten og moderen. For hvad gør man, hvis man stadig vil se sig selv i øjnene? Et stykke inde i romanen får vi også i tilbageglimt moderens liv. Det er stærke billeder fra en anderledes barndom i 30'erne og ungdom i 40'erne. En pige, kvinde fyldt med energi, drømme og håb, men som langsomt underordnede sig andre og aldrig fik realiseret sine muligheder. Det er en velskrevet roman, som også handler om vigtigheden af de små oprør, og som med humor og lethed beskriver de følelsesmæssige dilemmaer for både mor og datter før og nu. Ikke mindst forsoningen, moderens med sit liv og datterens med sine valg og endelig forløsningen, er en intens læseoplevelse. Valgene og livets uforudsigelige vilkår sættes i et dybere perspektiv
