"Fra løvspring til løvfald" fra 1918 er et udvalg af Olaf Hansens første syv digtsamlinger, der udkom fra 1897 til 1917. Olaf Hansen (1870.1932) er ikke så kendt i dag, men han var højt værdsat i samtiden, ikke mindst af andre lyrikere, og han fortjener at blive læst for sin helt særlige tone, der ikke er udpræget dansk, men snarere i familie med de islandske sagaer, han oversatte. Der er noget norrønt, noget groft tilhugget og knapt over disse vers, en egen barsk og uforfærdet tone, som man kan kalde mandig. Men samtidig er der noget drømmende og længselsfuldt over hans digte, og denne spænding skaber et indre, dirrende liv i versene:
Og granernes mening
er vækst mod det høje
og alvorsfuld skuen
i stjernernes øje.
Jeg ved, vi kan visne
og økser kan gjalde,
jeg ved, at endogså
de stærke kan falde.
Men nu er jeg kuet -
det stikker i hjertet,
så aldrig en smerte
har stærkere smertet.
