"Nedtour" er Jørn Maders personlige beretning om historiens måske mest dramatiske Tour de France.
I sommeren 2006 vendte Jørn Mader, for første gang siden samarbejdet med Jørgen Leth, tilbage til Frankrig for at følge årets tour. Et løb, der på flere måder kom til at gå over i historien. Allerede inden start blev to favoritter, Ivan Basso og Jan Ullrich, suspenderet på grund af mistanke om dopingmisbrug. Alligevel blev det en medrivende affære, hvor danske Michael Rasmussen genvandt den prikkede bjergtrøje og Bjarne Riis’ CSC-mandskab, trods adskillige uheld, markerede sig stærkt. Ikke desto mindre sluttede touren i et voldsomt antiklimaks, da løbets vinder, amerikaneren Floyd Landis, efterfølgende blev testet positiv for doping – hvilket aldrig tidligere var sket for den gule trøje!
I "Nedtour" følger Jørn Mader løbet dag for dag i det, der udvikler sig til et fantastisk drama og melodrama. "Nedtour" er tillige et skarpt personligt indlæg om doping i idrættens verden.
Jørn Mader (f. 1947) er uddannet journalist ved Fyens Stiftstidende og har efterfølgende arbejdet for Fyns Amts avis, Politiken og Danmarks Radio. I 1988 begyndte han som kommentator på Tour de France sammen med makkeren Jørgen Leth. Jørn Mader har udgivet flere bøger om fodbold, cykling og andre sportsgrene.
Journalist Jørn Mader, engang hæderkronet Tour de France-duet med Jørgen Leth, er kommet op i gear igen efter den lidt lunkne Helte og hyklere, 2004. Tidligere har Mader også skrevet om Bjarne Riis i Ørnen fra Herning, 1995. I Nedtour er Mader tilbage i tour-feltet for første gang siden samarbejdet med Leth, og det er der kommet en fin bog ud af. Man kan måske indvende, at bogen udkommer lidt sent efter touren i sommer, men løbet i 2006 var så spektakulært, at det stadig virker ganske nærværende og uden tvivl vil være et løb, man husker mange år fremover. Mader skriver med stor indlevelse og med de karakteristiske sprogblomster, som kendetegner hans stil, dog uden at det overdrives. Bogen indledes næsten som et eventyr: Mader er tilbage i Tour de France, "en af de bedste morgener" står der, hvorefter de første doping-spøgelser træder frem, og flere af de store ryttere udelukkes fra løbet. Bogen kommer næsten selvsagt til at handle om doping-spørgsmålet og er samtidig Maders personlige mening om doping i idrættens verden. Men bogen skildrer heldigvis også selve cykelløbet, som Mader får gengivet på dramatisk vis og med tæft for slagfærdige overskrifter. Bagerst i bogen er touren beskrevet dag for dag med top ti for de enkelte etaper, og man kan følge udviklingen i den sammenlagte stilling. Læsere af de andre bøger om touren vil også holde af Maders bog