Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver i digtsamlingen Rygge som djævle digte, som tematisk kredser om kærlighed, om sammenbruddet og undergangen, om eksistens og erkendelse og om det lyriske jegs fremmedgørelse og forfald.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen (født 1971) debuterede i 1998 med digtsamlingen Vandring inden ophør. Hendes anden digtsamling er sådan set en videreførsel af det samme misantropiske og apokalyptiske univers. Digtene imponerer med sit flotte associative billedrige forløb, der dog indimellem løber af sporet. Hun kan karakteriseres som en blanding af en kvindelig Rimbaud, en 80er Tafdrup, en 90er Hammann og filmen Betty Blue, når det svinger allerbedst. De titelløse digte er tematisk koncentreret omkring kærlighedens undergang og sammenbrud. Jeg'et kredser omkring en selvudslettende destruktivitet og et nærmest deterministisk forfald. Som om kærligheden ikke kan lade sig gøre. Fremmedheden er allestedsnærværende og kroppen er som små fragmenter, der ikke rigtigt hænger sammen "Vi som glemmer igen og bliver/alle de små dele, der slumrer gennem aftenen, trætte/som en sørgerand inden i talen". Digtene er fyldt med insekter, sekreter, kød, koldbrand og strofer som "et spædbarns grådige skrig. Snart kun lig". Man bliver som læser hurtigere mæt end godt er, men man står alligevel tilbage med en digtsamling, der må fremhæves for sin sproglige kraft og konsekvente stil, og herunder især dens gennemførte "film noir" attitude. Især en bog for yngre lyrikvante læsere
