Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen og Søren Kierkegaard var enige om, at et geni er den, der taler i gudernes navn. Faktisk var 1800-tallet præget af en decideret genifeber, og danske forfattere var så inspirerede af den tyske eventyrdigter E.T.A. Hoffmann, at de blev beskyldt for at efterligne ham i søgen efter at opnå samme afgudsstatus.
Niels V. Kofoed forsøger gennem en række afhandlinger at påvise de store danske forfatteres uafhængighed af deres europæiske forbilleder, og ved at behandle forfattere som H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Søren Kierkegaard understreger han, at tilblivelsen af guldalderens litterære klassikere bygger på inspiration fra udlandets forfattere og ikke efterligning af dem.
Niels Vilhelm Kofoed (f. 1930) har skrevet et væld af bøger om dansk litteratur og kulturhistorie samt en lang række biografier om Danmarks største forfattere. Efter uddannelsen som cand.mag. i dansk og fransk fra Københavns Universitet var Niels V. Kofoed lektor ved Stockholm Universitet og senere Lund Universitet i Sverige og har sidenhen været professor på University of Washington i USA.
Ca. halvdelen af bogens artikler har været trykt før i andre sammenhænge, men det er værdifuldt, at de nu samles her med de nye i en belysning af romantikkens og romantismens ideer. Titlen relaterer til romantismens opgør med højromantikkens dyrkelse af det digteriske geni som guddommeligt talerør, tematikken udfoldes i et godt, hidtil utrykt portræt af Chr. Wilster. De ikke tidligere trykte artikler behandler videre bl.a. Ingemann og hans danskhed og tager med væsentligt perspektiv temaer op, der tidligere er behandlet hos Kofoed, ikke mindst i hans H.C.Andersen studier og i hans værk fra 1999 om Arabesken og dens æstetiske former. "Der er både klassicistiske, romantiske og modernistiske elementer i H.C.Andersens digtning (...)", fastslår Kofoed. Han viser, at det arabeske hos Andersen ikke blot er litterære lån fra f.eks. Baggesen men også en egen åndsform. "Arabesken er et kort stykke prosa, som fantasien væver sammen til et mønster på tværs af tid og sted. Den er et stort eksperiment med sprængning af kategorierne tid, rum og kausalitet". Kofoed fremhæver bl.a. Fodreise..., 1829 og Billedbog uden billeder, 1839, som centrale til denne forståelse i dette værk, der altså knytter sig tæt til de tidligere med anvendelse som disse
