Agnes Campion er tredive, da hun arver Flagge House efter sin onkel. Hun skal samtidig bo sammen med sine kværulerende tanter, og det er derfor noget af en prøvelse. Agnes arbejder energisk på at få repareret godset og har dårligt nok tid til at beskæftige sig med sine to vidt forskellige tilbedere.
Julian er en særdeles charmerende entreprenør, som måske er mere forelsket i Agnes‘ hus end i hende selv. Andrew kæmper for at forhindre, hans økologiske landejendom bliver eksproprieret. Samtidig er hans ægteskab på vej til at blive opløst.
Og så er der Kitty, Julians elskerinde gennem mange år. Tilsyneladende en skrøbelig person, men hun opgiver ikke uden videre det forhold til Julian, som det har taget år at opbygge.
Langsomt tager en kvartet af elskende form med alle dens afskygninger af lidenskab og forventninger, men kun to af personerne finder lykken.
Elizabeth Buchan (f. 21. maj 1948) er en prisvindende britisk bestseller-forfatter. Hun begyndte sin karriere som bagsidetekstskribent for Penguin Books og blev senere redaktør på forlaget Random House, men efter udgivelsen af sin tredje roman er hun nu forfatter på fuld tid. Hun er desuden engageret som dommer i en række litterære priskomitéer, facilitator af Guildford Book Festival og anmelder ved magasinerne The Sunday Times og Daily Mail. Derudover fungerer hun som protektor for National Academy of Writing.
Forfatteren kender vi på dansk fra to andre titler: En ambitiøs kvinde (1999) og Den fuldkomne kærlighed (1998). Begge populære romaner om kvindeskæbner. E. Buchan har udtalt i et interview, at hun beundrer de store romanforfattere fra det 19. årh., førstnævnte titel skulle være en moderne Forfængelighedens Marked, og nærværende roman har et Jane Austen-citat som start. I samme interview lovede E.B., at denne nye roman skulle være en moderne version af individets kamp for jorden. Centrum er da også det lille gods "Flagge House", som den unge tv-producer Agnes arver, desuden hører vi om landmanden Andrews kamp for sin økologiske gård og entreprenøren Julians for sit nyeste byggeprojekt. Men det er samtidig skildringen af kvinderoller og -livsbetingelser, her er forfatteren både skarp og kærligt ironisk. Agnes' to gamle tanter, der fulgte med godset, er pragtfulde, og landmandens trætte hustru synes man næsten, man har mødt et sted. De indlagte love stories er nok det mindst troværdige ved historien - der bliver fortalt om den åh så dybe kærlighed lidt for ofte. Men fortælleteknikken er ubesværet, og de skæve eksistenser lever