Den unge bankassistent Kamillas trygge tilværelse skrider fuldstændig sammen, da hendes arbejdsplads udsættes for et røveri. Ingen kommer noget til, og røveren fanges hurtigt. Men hvordan kommer Kamilla videre med sit liv?
En råkold martsaften bryder en mand ind i en bank for at være klar til morgendagens nøje planlagte kup. Næste morgen cykler en ung bankassistent afsted på arbejde. Udenfor skinner forårssolen. Indenfor venter en bankrøver.
De 15 dramatiske minutter røveriet varer, vender op og ned på hele Kamillas liv. Længe efter at bankrøveren er anholdt, bliver oplevelsen ved med at forfølge hende. Angsten gør hende hudløs over for omverdenen og for samværet med andre mennesker. De samme billeder bliver ved med at køre inde i Kamilla. Hun vil ud af mareridtet, men hvordan klipper man filmen over og lever videre med stumperne? Hun gennemtrumfer et møde med bankrøveren i fængslet for at forsøge at afmystificere monsteret inde i hovedet.
Uddrag:
Kamilla hørte ikke mere, ænsede ikke andet end pistolen der kunne skyde, dræbe, slå ihjel.
”Så giv ham dog den nøgle!” Hun skreg igen og igen. ”Giv ham den dog, giv ham den dog.” Så sank hun grædende på knæ. Hendes hænder greb ud efter hættemandens ben. ”Du må ikke … Du må ikke.”
Anmeldelser:
”Bogen er ikke blot en case, men fremtræder som en meget velkomponeret roman med en sproglig økonomi, hvor hvert ord synes vejet på en guldvægt. Virtuost bevæger den sig på knivens æg mellem forbryder og offer og undgår letkøbte forklaringer. Derfor sætter den sig i læseren som en lang eftersmag af eftertænksomhed.” (Eva Glistrup, Berlingske)
”Iben Melbye er nysgerrig som en borebille, god til at lytte, mærke og begribe og fordøjer så, med stor empati, det essentielle. Dermed bliver denne bog, som hendes øvrige, fx „Elskede Anne“ (1982) og „Moonie“ (1988) overbevisende autentisk, et produkt, der placerer sig et udefinerligt sted mellem socialdokumentarismen og den psykologiske roman.” (Ida Koch, PsykologNyt)
”Forsoning er oppe i tiden. Det må også være på tide! Iben Melbyes bog viser, hvor svært det er. Endog for offeret at forsone sig med sig selv.” (Steffen larsen, Det Fri Aktuelt)
