I morgen findes systemerne igen består af en strøm af sætningsfragmenter, udråb og citater og iagttagelser, som belyser kærligheden og poesien fra et socialt og politisk perspektiv. Skinnebach gør i samlingen op med de klicheer, som velfærdssamfundets poeter har støttet sig til de seneste 30 år. Debuterede med Det mindste paradis i 2000 og har siden 2002 været redaktør af tidsskriftet Den blå port.
Digte som forholder sig stærkt kritisk til det moderne, inhumane samfund, men som dog glimtvis antyder kærlighedens mirakel af nærhed og varme
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Lars Skinnebachs anden digtsamling slutter med en række kraftfulde "Besværgelser", som kunne give anledning til at tro, at her var tale om enøjet idédigtning - men det er ikke tilfældet. Såvel indholdsmæssigt som sprogligt er Skinnebachs digte langt mere komplekse, end hvad de indtrængende besværgelser antyder. Forfatteren lægger ganske vist ikke skjul på sit ubehag ved det moderne, dehumaniserede samfund, og civilisationskritikken går som en rød tråd gennem digtene. Men kritikken er aldeles originalt udtrykt i formuleringer, som samtidig peger på individets splittede situation i den moderne tilværelse. "Jeg må gøre alt, jeg må være det hele" proklamerer et af digtene, vel vidende at eksistensen aldrig kan være uproblematisk, men altid er smerteblandet og har døden og forgængeligheden som baggrund. Alligevel er der håb: i samlingens længste digt med den dobbeltbundede titel "Eventyr" pibler den livgivende regn og væde ud fra siderne i en hyldest til kærligheden, som man kan være så heldig at få lov til at opleve - men kun i glimt. For i morgen fungerer systemerne igen. Sådan lyder nogle af de temaer, jeg læser ud af digtene - men der er meget andet på spil i en digtsamling, som trods et ringe omfang har højt til loftet
