Julia Butschkows lille tætte roman er skrevet i én lang sætning. Der sættes faktisk kun ét punktum i teksten - det på side 132! Den er en åndeløs monolog skrevet af en ung kvinde fra en hospitalsseng. Dér ligger hun indpakket i bandager efter et selvmordsforsøg, og Lunatia (som er navnet på en snegleart) er hendes forsøg på at komme overens med sit liv. Et opgør især med plejefaderen, som kom alt for tæt på den lille pige, men forunderligt nok drejer den ellers mørke tekst mod et stadigt lysere punkt, og kan vel næsten siges at have en happy end.
”LUNATIA er en åndeløst indtagende udgivelse, skrevet med så markant sprogligt overskud, at man trist sidder og betragter romanens eneste, afsluttende punktum.” - Politiken
Fra sin hospitalsseng genoplever en ung kvinde det liv, der har drevet hende frem mod et selvmordsforsøg
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Efter digtsamlingen Lykkekomplex, 1997 og novellesamlingen Så simpelt, 1999 kommer forfatteren nu med sin første roman, der er en lang monolog fra en sygeseng. En ung kvinde har forsøgt selvmord og som en del af terapien bliver hun opfordret til at skrive - tale kan/vil hun nemlig ikke. Hun får nedskrevet et kalejdoskopisk forløb, hvor adoptivfaderens seksuelle overgreb bliver en central faktor, der ødelægger hendes muligheder for et normalt forhold som voksen. Det er en barsk fortælling om en hård opvækst og et indeklemt sind, der er gribende og overbevisende formidlet og hvor der trods de meget dystre temaer alligevel skimtes en smule lys forude. Selvom romanen er skrevet i en lang sætning der som titlen antyder - Lunatia er en konkylieart - snor sig ind i sig selv, er den let og hurtigt læst og elementært spændende med en overraskende slutning
'Lunatia' er en besættende fortælling om incest, svigt, selvdestruktion - og håb skrevet i én lang sætning, der strækker sig over 132 sider. Papa elskede børn, de fik livet til at give mening, sagde h...
