Anmelderrost bog, der som den første beskriver og analyserer buddhismen i Danmark fra de første "lænestolsbuddhister" til de nuværende praktiserende buddhister.
Buddhismeeksperten Jørn Borup giver en systematisk og velskrevet præsentation af forskellige typer af buddhisme og buddhister, som han sætter i et nutidigt dansk perspektiv.
Her finder læseren en gennemgang af de forskellige buddhistiske gruppers historie, organisation og praksis, hvoraf den sidste er inddelt efter de buddhistiske "hjul", theravada, mahayana og vajrayana.
Forfatteren har ph.d. i religionshistorie og japansk, og bogen, der er en minutiøs beskrivelse af buddhismens udbredelse i Danmark, er resultatet af et forskningsprojekt på Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet. Som forfatteren redegør for i forordet, er det ikke alle sympatisører og udøvere af buddhistiske ritualer, der kalder sig selv buddhister, men i Danmark skønnes der at være knap 20.000 praktiserende buddhister, hvoraf 80 % er indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra Sydøstasien. Buddhismen i Danmark betegnes som en stabil minoritetsreligion i vækst. Bogens hoveddel er et signalement af de omkring 30 grupperinger, der findes her i landet. Hovedvægten er naturligt lagt på de grupper, der har størst betydning, dvs. de vietnamesiske og thailandske buddhister samt Karma Kagyu Skolen. Beskrivelsen af de enkelte samfund omfatter både historiske, etniske, sociologiske og religiøse forhold og er således en ret tør og faktuel læsning om en særdeles livskraftig og mangfoldig religion, som efter mere end 30 år i vesten også har antaget lokale udtryksformer. Afsluttes med adresseliste og Danmarkskort over udbredelsen