”Dag er af Nat og Nat er af Dag …”
Kan kong Aiwan og prinsesse Ea få hinanden, når de kommer fra hver sin Verden?
En prisbelønnet fantasy roman for børn og unge.
Fantastisk fortælling om kongen af Det smukke Land, hvis forelskelse i hejrepigen Ea bevirker, at han skal tyde Spådommen, der kan frelse både hans eget land og Fuglelandet fra den truende Sump
Da bogen udkom for 20 år siden, indbragte den Josefine Ottesen Kulturministeriets børnebogspris. Jubilæumsudgaven her har fået en ny indbydende forside, en sproglig gennemarbejdning, en vedlagt cd med musik inspireret af romanen og desuden forfatterens oprindelige slutning. Med den popularitet Josefine Ottesen har, bl.a. med Historien om Mira, senest Krystalhjertet (2006/37) (sidste bind i trilogien), er det et godt tidspunkt at komme med denne flotte udgivelse. Og historien er stadig læseværdig. Om Kongen af Det smukke Land, der bliver forelsket i pigen Ea fra Fuglelandet. To lande, der har været isoleret fra hinanden i århundreder, og hvor de i det ene har glemt poesien og i det andet har glemt alle praktiske færdigheder. Mere eventyr end egentlig fantasy, og med mere poesi end action. Hverken de to "nye" kapitler, eller den sproglige opstramning ændrer ved historiens indhold. For fans af Josefine Ottesen kan det være sjovt at sammenligne de to slutninger. Selv synes jeg, at den afkortede slutning i den gamle udgave passer bedst til eventyret. For piger fra ca. 12-13 år. Den stemningsskabende instrumentalmusik er komponeret af Jan Schønemann og Christian Søgaard, der begge, sammen med andre musikere, spiller på cd'en