Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.
Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.
Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.
Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4, jeg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.
Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.
