Kriminalkommissær Carla Nejsig leder en lille gruppe af efterforskere på politigården i Frederikshavn. Et mord på en upopulær forretningsdrivende i Sæby trækker tråde ind i minkavlerbranchen. Denne er pludselig blevet en økonomisk attraktiv del af erhvervslivet i Vendsyssel. Efterforskerne bliver holdt i ånde af deres lettere uduelige stationsleder, der knirker op og ned ad vinylgulvet på gangene i de pauser, hvor han ikke er på golfbanen. Blandt mange andre begivenheder sker et mystisk attentat med stor effekt på Sæbys store turistattraktion Fruen fra havet. En foretagsom advokat og en karatelærer gør meget for at distrahere efterforskerne. Carla Nejsig får et helt uventet forhold til et indiansk navajotæppe. På et teglværk uden for Sæby sker et udspekuleret mord efter en helt ukendt metode.