Da min datter var syv år gammel, fik hendes højt elskede kanin, Pixi, unger. Et kuld på fem dunede små. En dag, hvor hun gik ud for at se til de kære kræ, lå de døde på jorden. Der var blod ud af munde, øjne, ører, snudebor. En enkelt af ungerne havde overlevet massakren og lå gemt inderst i buret under halm og en væltet madskål, rystende.
Den følgende dag sendte jeg min hustru og vores datter og søn med toget til Jylland. Da vi havde taget afsked på perronen, søgte jeg i retning af byens største friluftsbutik, hvor jeg købte en kraftig jagtkniv med tilhørende skinnebensspænde, stavlygte og latexhandsker samt fire ruller isoleringstape.
Hadet, jeg dengang følte, var den stærkeste følelse, jeg nogensinde har oplevet. Den næststærkeste var trangen til at finde frem til gerningsmanden. Den tredjestærkeste var nok den uendelige og uforståelige lykke, der overvældede mig, da vores datter kom til verden.
Hjemme igen fordelte jeg mine indkøb på køkkenbordet. Jeg stillede mig hen ved vinduet, kiggede ud på gråvejret, knyttede næverne og tænkte: Nu er jeg vred.
