Sabinas forældre er skilt, og hun flytter med sin mor og hendes nye mand til Sønderjylland, hvor hun i første omgang falder godt til. Men Sabina synes det er svært at finde ud af, hvem hun selv er.
"Jeg ligner mor, men har fars lange, slanke hænder og vender tæerne udad – nøjagtig som han gør. Jeg synger lige så pivfalsk som mor. Og bruger briller. Det meste af mig er genbrug. Og resten?"
Så sker der noget – og selvom det er ubehageligt, hjælper det måske alligevel Sabina til at blive klogere på sig selv.
Inge Fischer Sørensen (f. 1937) debuterede som forfatter i 1973 med børnebogen "Seks plus en grandtante". Siden er det blevet til en lang række børnebøger af realistisk og humoristisk tilsnit, bidrag til flere antologier samt oversættelser af børne- og ungdomslitteratur.
Sabine på 15 flytter med sin mor og moderens nye mand til Sønderjylland og falder godt til i de nye omgivelser og sin nye skole. Men så sker der noget ubehageligt!
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Denne ungdomsroman fortæller om Sabine på 15. Hun flytter med sin mor og moderens nye mand til Sønderjylland og falder godt til i de nye omgivelser og sin nye skole. Da hun bliver overfaldet og groft generet af en af nabolagets bøller, fanger skolekammeraterne ham og binder ham, for at Sabine kan tage hævn over ham. Og nu lærer Sabine for alvor noget om sig selv... Bogen er pænt trykt og har en fotocollage holdt i sorte og gyldne farver på forsiden. Den signalerer alvor og problemer og virker mere dyster end selve bogen, der er en stilfærdig udviklingsroman, som fortæller om den unge hovedpersons følelser, familieforhold, forelskelser og problemer med at definere sig selv som person. Sproget er mundret og dialogfyldt, og den psykologiske skildring af Sabine og bogens andre personer virker fornuftig og overbevisende. Ikke nogen specielt dramatisk fortælling bortset fra det ubehagelige overfald, men en tænksom, lidt gammeldags, fortælling, der især henvender sig til pigerne. Til ungdomsafdelingernes lånere fra ca. 13 år