Klare, gådefulde digte om kærlig overgivelse, det bundløse mørke og barndommens nuancer.
Helikopter igen, vi er to byer forbundne. Paddehat, tvilling, man kan drukne, det er vandet, der er uhyggeligt. Feltet af genskin midt i pupillen, spejlingen siger intet om dybden. Dagene synker næsten forsagte. Der er et kærtegn, en skønhed, dit ansigt, et sejl ved en hjemkomst.
Det er hendes fjerde digtsamling, som består af 49 betitlede digte af forskellig længde, men aldrig mere end en side. Som også i forrige digtsamling Vi er vejret fra 2001 fornemmer jeg et tema af lysere toner og et ønske, et håb og en vilje til det ofte svære menneskelige nærvær, måske i et parforhold. I digtet "Eksplosion" forbinder en tuschstreg på et kort pludseligt kontinenter, som også et godt bragende skænderi kan forløse og knytte sammen: "Vi skændtes, så vi var næsten den samme". Flere af digtene ejer en egen skrøbelig flygtighed, der gør man læser en linie, så to og tre, hvorefter en refleksion sender ens tanke på omvej for igen at vende tilbage og måske finde sammenhæng og mening. Smukt som i det afsluttende digt, der bekender kærligheden og den næsten smertelige tosomhed: "Jeg rører dit ansigt, det er mig, ikke længere ensomheden eller kun mine hænder", senere i digtet brydes idyllen af grå hverdag og måske kærlighedens pris, når: "I porten hænger slagtekvæg endnu med hovedet nedad", mens sidste linie triumferende bringer harmoni og sejrende kærlighed: "men fortovet fejes af et hjerte i genskin". Det er meget fin digtsamling, det var en glæde at læse, rimelig tilgængelig og med bred appel til lyriklæsere
