Vi kender Anders Enevig for hans mange bøger om de danske rejsende, sigøjnere, vagabonder, gøglere og andet godtfolk. Her er hans egen historie skrevet på opfordring af hans trofaste kone, Inga. Anders Enevig har prøvet lidt af hvert. Hans arbejde som modstandsmand under besættelsen er noget, hele nationen kan takke ham for, men som tvang ham til at flygte til Sverige på en fiskekutter fra Dragør, efter han havde levet under jorden i flere måneder. Han vendte hjem den 5. maj 1945 og blev grænsevagt i Sønderjylland, før han blev ansat ved politiet, hvor han mødte de mange skæve eksistenser, som han brugte de næste 40 år af sit liv på at skrive om.
Anders Enevigs erindringer er spændende læsning om en af 1900-tallets store danskere. Han har sat sig sine spor mange steder i det danske samfund, blandt andet som en af hovedkræfterne bag bevaringen af Cirkusbygningen og kampen mod de urimeligt høje renter på studielån.
Anders Enevig (f. 1923-2013) var en dansk forfatter, historiker og modstandsmand. Han er særligt kendt for sine realistiske og hjertevarme skildringer af gøglere, cirkusartister, sigøjnere, sprittere og andre subsistensløse, som han blandt andet mødte som politibetjent på Nørrebro. Anders Enevig var desuden en af drivkræfterne bag kampen for bevaring af Cirkusbygningen, som efter årevis af utrætteligt arbejde blev renoveret i 1983 og fredet i 1988.
Forfatteren fortæller om sit liv, bl.a. under og efter anden verdenskrig, om sine jobs og om forfatterskabet og den politiske aktivitet for forskellige sager
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Anders Enevig er en god fortæller. Det har han vist i de bøger, han har skrevet. Og han har skrevet mange bøger, han har fortalt om cirkus og cirkusartister, han har skrevet om sigøjnere, vagabonder, klunsere og kræmmere, altså marginalgrupperinger. Han har også skrevet Vejkrucifikser i Danmark, 1994 og Krucifikser i danske klosterhaver, 1996. Og han har været politisk aktiv på flere fronter og skrevet for Cirkusbygningens bevarelse og mod studiegæld. At skrive solidarisk om marginalgrupperingerne, som han har gjort, er selvfølgelig også en politisk stillingtagen. AE er fyldt 83 år i 2006 og har besluttet at skrive sine erindringer, mens han endnu "har lidt kritisk sans og forargelsens nådegave i behold", som han siger i forordet. Han fortæller om sit liv og om de mange forskellige oplevelser han har haft i forbindelse med de mange forskellige jobs, han har bestridt. Han er barn i Vejle, bliver illegal under besættelsen, kommer til Sverige. Bliver medlem af Den danske Brigade, og bliver efter krigen ansat i politiet. Her trives han ikke rigtigt, og i 1965 bliver han museumsassistent. Han ender med at leve af sin forfattervirksomhed. Han fortæller også om, hvordan interessen for de forskellige emner, han skriver om, er blevet vakt. En god 99.4-bog, men forsiden er et naivistisk (?) maleri af to pingviner, og det skal nok afholde nogle fra at tage den
