Henrik Pontoppidans forfatterskab er præget af en kritisk lidenskab, der på den ene side rettes udad mod samfundet, og på den anden indad mod det analyserende jeg. Klaus P. Mortensens "Ironi og utopi" er en kronologisk læsning af Pontoppidans forfatterskab, hvor denne kritiske lidenskab betragtes fra to sider – dels ved at gå i dybden med forholdet mellem far og søn i Pontoppidans værker, og dels ved at se den som eksempel på en bestemt bevidsthedsform.
Klaus Peter Mortensen (f. 1942) har været lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, professor ved Danmarks Lærerhøjskole og redaktør på flere store udgivelser om litteratur. Han er desuden forfatter til en lang række forfattermonografier om blandt andre H.C. Andersen, Thomasine Gyllembourg, Herman Bang og Henrik Pontoppidan.
Blandt litteraturforskere rangerer Mortensen sig selv først i bogen ind blandt Aage Henriksen-folkene, hvorfor det ikke kan undre at han senere i bogen gør drabeligt op med Jørgen Holmgårds Pontoppidan-studier, som han mener uretmæssigt bebrejder Pontoppidan, at han ikke sagligt og nøgternt skriver sin tids socialhistorie. Dette er brodden i denne afhandling, men bag den ligger en række inspirerende læsninger af Pontoppidan med særligt blik for det ironiske aspekt i Pontoppidans satire og underfundighed. Ydermere er den et forsøg på at udkrystallisere Pontoppidans livssyn, som ikke var statisk, men blev omformet i løbet af forfatterskabet. Mortensen drager størstedelen af forfatterskabet ind i sin analyse, og ser vi bort fra de polemiske afsnit, kan bogen finde anvendelse på gymnasie- og HF-niveau, fordi gennemgangen af enkeltværker ofte har karakter af analytiske resumeringer. Da bogen samtidig er et kyndigt forsøg på en vurdering af et af litteraturhistoriens storeforfatterskaber som helhed, tøver jeg ikke med at anbefale bogen som den væsentligste Pontoppidanafhandling siden Ahnlund
