Nils Nilssons socialrealistiske roman fra 1933 bringer os med ind bag murene på en typisk dansk arbejdsplads i mellemkrigstiden. Her på skibsværftet mærker arbejdere såvel som funktionærer presset, og frygten for afskedigelse vokser i takt med, at den verdensomspændende krise trænger sig på. Arbejderne er underlagt dårlige vilkår og usikre forhold. De må stå sammen overfor ledelsen, hvis de vil have et mere værdigt arbejdsliv.
Nils Nilsson skildrer livet for arbejderne som en samfundsklasse, men han portrætterer også sine karakterer med respekt arbejdernes individualitet.
Nils Nilsson (1897-1980) var en svensk-dansk forfatter, der skrev på dansk. Som ung arbejdede han i en svensk kulmine, men i 1918 flyttede han til København og købte en cigarbutik på Vesterbro. Han debuterede som forfatter i 1931 med romanen "Mellem mørke mure", der handler om arbejdsløsheden i København i 1920’erne og starten af 1930’erne. Bogen blev fulgt op af en lang række romaner om arbejderklassens vilkår i samtiden. Nils Nilssons forfatterskab blev belønnet med flere legater herunder Sophus Michaëlis’ Legat og Herman Bangs Mindelegat.
Roman om forholdet mellem de forskellige grupper af ansatte på et københavnsk skibsværft i 30'rne
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Dokken er en gammel kending (1. udg. 1933) - emnets aktualitet dog uformindsket: arbejdet på et dansk værft, hvis eksistens trues af økonomiske krisetider og elendig ledelse. Arbejdsløsheden er stor og truende for såvel funktionærer som arbejdere, hvis grundlæggende forskellige samfundsholdning vises gennem enkelte gennemgående personer. Der lægges op til et syn på klassekamp og solidaritet, der rækker ud over de daglige problemer, men det går ikke så dybt som forholdene på den tid, i den internationale arbejderbevægelse, burde have lagt op til. Den glade optimisme, med hensyn til resultatet af fagbevægelsens kamp imod småborgerligheden i egne rækker, som bogen munder ud i, har de 42 år gjort til skamme, så det er såmænd berettiget, at man udgiver den igen. Mangelfuld arbejderbeskyttelse og misforstået afstandtagen hos funktionærer imod at organisere sig - er også aktuelt endnu i dag. Det er en slem omgang »dansk stil« personerne taler med hinanden -sådan har danske arbejderealdrig udtrykt sig. Dette, plus den gnidrede typografi, vil nok gøre den lidt svær at anvende i udlånet, men den skal dog findes overalt
