Omdrejningspunktet for romanens handling er mordet på den gamle vellystning Karamazov. Opklaringen af mordet er en psykologisk thriller, der er spændende som en kriminalroman. Vi følger hans tre sønner, der på troværdig vis repræsenterer forskellige ideologier: Den ældste, Mitja, er ligesom faderen en udsvævende levemand, den næstældste, Ivan, er den intellektuelle ateist og nihilist, og den yngste, Aljosja, er den barmhjertige og godhjertede kristne, der minder om Fyrst Mysjkin i Idioten. Udover brødrene skildres deres omgangskreds, hvor vi foruden to besættende kvinder møder alle grene af samfundet: overklassen, de fattige, klosterbrødrene og godsejerne.