Engang var der noget, der hed forvandlingskugler. Et bolsje overtrukket med lag i forskellige farver, der skifter, efterhånden som man sutter på det. Et stykke slik, ja, men måske også en af hverdagens upåagtede metaforer. Den lille kugle drejer i munden og forandrer sig, ligesom den store jordkugle drejer i verdensrummet i en bevægelse af evig skiften. Alting er i en evig forvandling, som ingen kan standse. Vi må bare dreje med.
Lena Krogh Bertrams digte følger forvandlingskuglens bevægelser og skift i stort og småt. Jegets mange skift gennem tilværelsen, livsaldrenes bevægelser. Naturens utrættelige skabelse og tilintetgørelse i hvilken mennesket spejler sin egen foranderlighed og forgængelighed. Verdensbegivenhedernes vekslen, der omkalfatrer menneskers velkendte og trygge liv på et øjeblik og sender dem konfuse på vandring hen over den store forvandlingskugle.
