Der kommer ikke flere vejrtrækninger. Pludselig var det den sidste, og vi vidste det ikke. Det er den anden af de to, man aldrig kan vide om sig selv. Hvordan man lyder, når man er ved at dø."
De syv noveller i "To ting man aldrig kan vide" trækker læseren ind i et mørkt og realistisk univers set gennem et barns øjne. Afmagt, hjælpeløshed, spirende seksualitet og ensomhed er blot nogle af de temaer, Dorthe de Neergaard skildrer smukt og barskt i denne vedkommende novellesamling skrevet til større børn.
Den danske forfatter Dorthe de Neergaard (f. 1967) er cand.mag. i dansk og psykologi og har endvidere gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur, DPU. Dorthe de Neergaard debuterede i 2002 med børnebogen "Skramle Joe" og har sidenhen udgivet et væld af bøger til både børn, unge og voksne.
"De syv fortællinger bringer læseren godt rundt i barnesindets hemmeligste afkroge. Her er dødsangst, ensomhed og spirende seksualitet, men også leg, fantasi og uskyld. Det er indimellem voldsom læsning, men det er klogt og poetisk, og forfatteren formår at skabe et rum, hvor (større) barnelæsere kan møde de mere komplekse sider af tilværelsen ... Novellerne har et temmelig mørkt og alvorligt barneunivers tilfælles. Els Cools billedopslag fanger stemningen og bidrager til et samlet og helstøbt udtryk. Det er en flot og vigtig novellesamling, Dorthe de Neergaard har skrevet."
Karen Lise Søndergaard, Jyllandsposten
"Dorthe de Neergaards ’To ting man aldrig kan vide’ med uforglemmelige illustrationer af Els Cools. Det er syv intense,hjerteknugende kig ind i børn og unges verden."
Steffen Larsen, Politiken
"Bogen er skrevet i et meget intenst og udtryksfuldt sprog, illustreret af Els Cools, og kan varmt anbefales til lidt større børn."
Troldspejlet
"På en måde er det for meget af det gode med al den velskrevne, men ensidige elendighed, men samtidig må man anerkende, at den virkelighed, Dorthe de Neergaard beskriver, findes, at personerne er virkelige, at jeg kunne møde dem i morgen. Det er en flot skrevet, men dybt foruroligende bog."
Damian Argiumbau, Weekendavisen
