Hvordan finder og anerkender man ægte talent i en verden, der er besat af celebrities, udseende og overflade? I Den store pris giver St Aubyn sit stærkt underholdende og spiddende bud på et svar.
I Edward St Aubyns selvbiografiske roman-kvintet om alter egoet Patrick Melrose bliver vi lukket ind bag facaden hos den britiske overklasse. Bag dekadencen og den materielle overflod gemmer der sig en grusom historie om svigt, misbrug og hykleri, og om hvor vanskeligt det kan være at lægge barndommens traumer bag sig. Fortællingen giver både anledning til kuldegysninger og latter, ikke mindst på grund af den sarkasme, som er romanernes sproglige genistreg.