I romanen Alle dage kommer møder vi en ældre mand, der er på vej til Israel for at forstå sin historie, sin egen oprindelse. Hos psykologen lærer han, at han ikke kun er én, men der er flere personer i ham; og det ophav, den genetiske fortid, vil han kende for at kunne forstå, hvad der trykker hans jeg og en endnu uforløst ’barndomsknugen’. Den nedarvede flugt, så at sige.
Vi følger familen Sloma fra Polen, der op gennem 1900-tallet er udsat for jødeforfølgelser fra især russerne og tyskerne. Familien bliver splittet for alle vinde. Først flygter fortællerens oldemor og senere hendes to sønner fra forfølgelser og fattigdom i Polen til Danmark, hvor de slår sig ned og skaber sig en ny tilværelse.
En generation senere følger vi forfatterens mor, der bliver gift med en dansk sømand med udlængsel. Hans drøm står i modsætning til hendes drøm om tryghed og en familie, der ikke mere skal være på flugt. Vi oplever 30’ernes København, hvor jøder ofte blev chikaneret, Anden Verdenskrig, flugten til Sverige og det at miste et barn i en tysk koncentrationslejr.
I sidste kapitel siger fortælleren Kaddish – en hellig jødiske bøn – til sin afdøde mor, der hele sit voksenliv var plaget af mareridt om, at ”tyskerne kommer”. Mareridt, der har sat sig som en grundangst i fortælleren. I en erkendelse af, at man ikke kun er sit eget selv, men også sin familie, sin fortid og sine forfædre finder fortælleren en mening i, at fortiden ikke mister sin betydning, men lever videre i ham og hans egne børn.
