I "Udvalgte historier fra Jul i Hjemmet" skriver Morten Korch endnu engang om den søde juletid. Om forventningens glæde, juleskæret fra de levende lys og kærlige blikke, men også om forbitrede sjæle, der langsomt tør op, og om mennesker, for hvem juletiden var koldeste tid på året, indtil nogen tog dem om hjertet. Fælles for dem alle er Morten Korchs berømte lune og stille tiltro til sine medmennesker.
Morten Korch (f. 1876 – d. 1954), Danmarks mest folkekære forfatter, begyndte sit virke i 1898 med novellesamlingen Humoresker – Fyensk Humør, der indeholdt en række skitser og fortællinger, alle på klingende fynsk. Det var startskuddet til et forfatterskab, der strakte sig over et halvt århundrede, og som har været elsket af generationer af læsere. Med romaner som Flintesønnerne, Der brænder en ild og De røde heste blev Morten Korch folkeeje, og filmatiseringerne af hans mest populære romaner med skuespillere som Poul Reichhardt, Tove Maes, Ebbe Langberg og Ib Mossin er i dag en del af den danske filmskat.
Dette er en mærkevare, hør bare: "Julen havde sænket sin milde, blide stemning over land og by, et fint lag sne lå over marker og tage, og granerne omkring Flintebjerg stod med sne " Og lidt senere: "Inde i maskinsmed Knudsens hyggelige dagligstue havde uvejrsstemning fortrængt den glade jul " Så har vi hentydningen til herregården, scenen er sat hos den jævne mand, kulisserne er malet i julefarver, og der er skitseret et alvorligt problem. For til denne særlige mærkevare eksisterer der jo en uskreven varespecifikation, som kræver, at problemer løses på sidste side, kærestepar får hinanden, den jævne mand løses fra gælden, den gamle milde frue bliver rask, den myndige baron mildnes, den onde ridefoged jages på porten, den faderløse finder sin fader - fortsæt selv. Mærkevaren har sin sæson, og i dén sæson skal den dække et stort behov. Et behov for en tryg hyggestund, for endimensionale ukomplicerede figurer - ingen komplicerede parforholdsskyldfølelser hér - måske også et behov for den kitschede oplæsning til julefrokosten, og lur mig om en historie fra denne bog ikke vil gi' andægtig julefred om bordet. Dette er the real thing: 200% julestemning