Et satans uvæsen undersøger eksorcisme kirkehistorisk og belyser gennem interviews uenighederne omkring eksorcisme blandt folkekirkens præster. Bogen søger blandt andet at give en forklaring på, hvorfor eksorcismeritualet tilsyneladende har oplevet en renæssance.
Gennem en kirkehistorisk undersøgelse af eksorcismens udvikling samt en interviewundersøgelse med otte danske præster, beskrives eksorcismeritualet og hvorvidt det hører hjemme i den danske folkekirke
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
I folkekirken har djævleuddrivelse, eksorcisme, været på retur siden reformationen, men i de seneste år er eksorcismeritualet igen taget i brug af nogle folkekirkepræster. Mens fagteologien stort set ikke interesserer sig for eksorcisme, er der i dag en stor folkelig interesse, og forf. kan derfor godt have en pointe i, at folkekirken bør have en mening om de ting, der optager menigheden. En del af forklaringen på den fornyede interesse for eksorcisme ses i rehabiliteringen af ritualer, som reformationens fædre udelukkede samt i de postmoderne tendenser i tiden. Måske, iflg. forf., mangler folkekirken ritualer, der kan have sociale og integrerende funktioner, og hun ser en blød landing omkring et forbønsritual til Gud om befrielse fra det onde. Bogens konklusion er, at der i folkekirken ikke vil kunne opnås konsensus omkring eksorcisme, sålænge nogle præster med eksorcismeritualer bekæmper, hvad de betragter som Satans uvæsen, mens andre præster betragter disse ritualer i sig selv som et satans uvæsen. På trods af en livlig debat om eksorcisme er der ikke meget let tilgængelig litteratur om emnet, og denne bog er heller ikke let at læse; den bærer stærkt præg (bl.a. i ordforrådet) af at være et omarbejdet universitetsspeciale
