I Guds øje udfordrer hver af de syv noveller vores virkelighedsopfattelse. Har vi alle en ånd, der følger os overalt, som Lærke i novellen ”Guds øje” er overbevist om? Og har mormor ret, når hun siger, at Gud ser alt? Både de gotiske og de mere realistiske noveller i Bodil Steensen-Leths samling stiller spørgsmålstegn ved, om virkeligheden nogensinde er, som den ser ud, og hvordan netop virkelighedens tvetydighed kan drive mennesker til vanvid.
Syv blandede fortællinger fra et gotisk univers med fem fortællinger om spøgelser, gengangere og varulve, og to fortællinger om hverdagen for et sårbart pigesind, og et gammelt ægtepar
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Forf. debuterede i 1984 med nov.saml. Pandæmonion og har også siden beskæftiget sig med novellegenren i Den sidste koncert og andre fortællinger, 1996, men ellers er den foretrukne udtryksform romanen. I de 7 nye fortællinger fortælles der med skiftende tidsaldre, længde og genre - men alle har de det til fælles, at der sker afgørende omvæltninger undervejs i forløbet. At skrive 7 fortællinger og lade bagsideteksten omtale stilen som gotisk giver let læseren nogle særlige forventninger - men selv om disse vel ikke opfyldes generelt, er der alligevel tale om habilt og solidt håndværk. I den første "En romantisk fortælling" er der nu ikke meget traditionel romantik, tværtimod er det en varulvehistorie, hvor en banal trekantshistorie går i opløsning, da en dæmonisk kvindelig kunstner træder ind på scenen. "Det lille bitte barn" er en spøgelseshistorie, mens andre handler om forvandlinger mennesker/dyr eller naturstridige fænomener som f.eks. at gå på vandet. Samlingens to sidste og sammenhængende realistiske fortællinger finder jeg, er de mest vellykkede. Her udfolder BSL en stor indsigt i et udsat og sårbart pigesind og en hudløs ærlighed i skildringen af et gammelt ægtepars forbundethed trods alle deres giftige indbyrdes stikpiller