Alisons to mislykkede ægteskaber har ladt hende alene tilbage med en køn elleveårig datter, et hus fuld af tilfældigt sammenskrabet indbo, og en flok naboer, som betragter hendes hus som et hotel.
Så møder hun Noah Glazer, som redder hende fra at blive kørt ned. Han er en hæderlig amerikansk læge, tyve år ældre, og han bringer orden i hendes tilværelse – indtil han er borte til en konference, og Alison bliver konfronteret med sit tidligere liv.
Noahs ark er Barbara Trapidos tredje bog på dansk – tidligere har hun udgivet "Jongløren" og "Den omrejsende hornblæser".
Den britiske forfatter Barbara Trapido er født i 1941 i Sydafrika og har både tyske, danske og hollandske aner. Barbara Trapido emigrerede til London i 1963, hvor hun i en årrække arbejdede som lærer. I 1982 debuterede Barbara Trapido som forfatter med romanen "Brother of the More Famous Jack".
Alison er alene med en datter, da hun møder den noget ældre Noah, som bringer orden i hendes tilværelse. Men fortiden er ikke dermed forsvundet, og Alison konfronteres atter med den
Anmeldelse:
Lektørudtalelse
Fornøjelig og hjertevarm roman af forf. til Den omrejsende hornblæser (99/05) og Jongløren (98/19). Ali er en lidt fjumret, flegmatisk kvinde, sydafrikaner med bopæl i England, der sidder som enlig mor efter at hendes skrupskøre ægtemand nr. 2 har forladt hende. Kvarterets forhutlede unger udnytter Alis godhjertede, verdensfjerne gæstfrihed og datteren Camilla hundser med hende. En dag bliver hun næsten kørt ned af Noah, en noget ældre læge, som straks forelsker sig i hende og får sat skik på Alis uorganiserede liv. De gifter sig og får to børn sammen. Ali tumler stadig lidt forvirret rundt, men nu trygt styret af Noahs sikre føring. Alt er godt indtil Ali får chancen for at møde genstanden for sin ungdoms uforløste kærlighed. Dette møde bevirker at Ali endelig kan udvikle sin selvstændighed, og efter en ægteskabelig krise kan idyllen genoprettes med såvel indre som ydre balancer omjusterede. En dejlig fortælling om karakterfulde mennesker, kærlighed og omstilling. Bogen er fuld af varme, humor og til tider ret barokke optrin, er en sproglig fornøjelse og kan anvendes bredt i voksenudlånet