Det andet bind i rækken af K.E. Løgstrups hovedværk bestående af fire metafysikbind. Bogen rummer Løgstrups æstetik, hvor han hævder, at kunstens udgangspunkt er det stemte, sansede indtryk, hvis betydningssvangre indhold overføres i værkets bundne udtryk. Kunst er erkendelse, og den kommer primært til udtryk gennem form, komposition og andre æstetiske virkemidler. Sansning og stemthed er afgørende for kunstværket, mens forståelsen synes at indtage en sekundær plads. Kunsten er i sit væsen etisk, dvs. der må altid i god kunst være en distance til destruktive og privatiserende kræfter i tilværelsen.
“Kunstneren kan akkurat ligeså godt som andre tage en vildfarelse for den højeste sandhed, hvorfor vi heller ikke kan skyde os ind under kunstværket, når vi skal tage stilling til, hvad der er sandt, og hvad der er falskt. Hvad der derimod udmærker kunstneren er, at han ikke viger tilbage for at tage de sidste konsekvenser. Det ejendommelige er nemlig, at de kan ikke tages rent logisk, de kan kun tages af logikken og følelsen under eet. Ikke så helt sjældent sker det, at videnskabsmanden og filosoffen ikke ved, hvad det, han siger, indebærer, fordi han bliver på den teoretiske og derfor harmløse tænknings plan, medens kunstneren omsætter det og opdager, hvordan tingene og vor egen tilværelse kommer til at se ud, når man gør alvor af, hvad videnskabsmanden og filosoffen i deres teoris store uskyld har tænkt.”
