Vejen til et lykkeligt Danmark
Thorvald Stauning ville gøre Danmark til et lykkeland. Det er vi blevet. I dag er danskerne blandt de lykkeligste folk i verden. Men hvor længe?
Vi lever i en opløsningstid. Fundamentet under vores samfund slår revner. Uligheden stiger, mange danskere føler sig utrygge, og stadig flere mister troen på, at politik kan gøre en positiv forskel i deres liv. Sådan var det også i 1930’ernes Danmark – vores tid minder om Staunings. Måske vi kan lære af ham?
Det mener Dan Jørgensen. I denne bog blæser han derfor til værdikamp imod det borgerlige Danmark, som er i færd med at undergrave velfærdssamfundet og formøble Staunings arv.
Dette er en bog om, at politik gør en forskel. Det er en beretning, der begynder en sen nattetime i januar 1933, da Thorvald Stauning byder en håndfuld af rigets vigtigste mænd på whiskysjusser i sin lejlighed i Kanslergade – selv samme nat, som Adolf Hitler kommer til magten i Tyskland.