Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Denne roman er en rigtig "tudert", og så foregår den tilmed på selve juleaften. Forfatteren kender vi fra en lang række populære spændingsromaner, og da hun blev spurgt, om hun kunne lave en spændingsroman, der foregik juleaften på Manhattan, blev hun straks tændt på ideen. Vor lille familie består af far, som er alvorligt syg og indlagt på hospital, mor og 2 drenge på 10 og 7 år. For at muntre drengene op, tager de ind for at se det store juletræ foran Rockefeller Center. Mor taber sin pengepung, og den bliver samlet op at en ung kvinde, som forsvinder med den. I pungen ligger en St. Christopher medalje, som Brian, den yngste, tror kan redde hans far, og derfor følger han efter kvinden - og det bliver meget værre endnu... Han bliver kidnappet af kvindens bror, og nu starter den helt store eftersøgning. Jeg røber vist ikke for meget ved at sige, at da familien bliver genforenet under midnatsgudtjenesten i St. Patricks Cathedral, er der ikke et øje tørt. Det lyder banalt, og det er det da også, og selv om man ikke et øjeblik er i tvivl om, hvordan bogen vil ende, må man lade Mary Higgins Clark, at hun kan sit håndværk, og at hun forstår at bygge en spænding op