Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Guldager Rasmussen

Kort om bogen

I tre parallelle spor fortælles der om Ritve, Glenn og Mia, som af hver sin årsag er søgt mod Småland. De kender ikke hinanden, men deres spor krydses tilfældigt undervejs. En smal og poetisk roman for dem, som holder af ny, nordisk litteratur

Beskrivelse

Ritve, Glenn og Mia er alle flyttet til Hornanäs i Småland - enten for at slå sig ned eller fordi de har en mission. Ritve er optaget af at finde vildsvin, som han vil lave en dokumentarfilm om. Glenn er flyttet permanent dertil fra Göteborg, og Mia har søgt om midlertidigt ophold på kommunens tidligere skole, hvor hendes morfar gik som barn. Nu er morfaren dement, men Mia vil prøve at vække hans erindring. Fælles for de tre er deres møde med eller fantaseren om vildsvin. Forfatteren er uddannet fra Forfatterskolen i København i 2013, og dette er hendes debutroman

Vurdering

Bogen er velskrevet, og den er meget nordisk i både udtryk og indhold. Den smålandske natur og ikke mindst vildsvinene spiller en nærmest mytisk rolle. De tre (hoved)personer er inderligt optagede af deres individuelle projekter, hvilket er smukt skildret

Andre bøger om samme emne

Personernes overfladiske berøring med hinanden minder om Jeppe Krogsgaard Christensens Indre by, hvor det blot er tid og sted, der forener figurerne. Den svenske naturs magiske og mytiske dragning finder man til fulde hos Selma Lagerlöf i fx Fortællinger, legender, essays og taler