Lektørudtalelse

Forfatter: Anne Grete Jacobsen

Erik Olaf-Hansen har snart 25 års jubilæum som pensionist, og i denne bog fortsætter han den linie, han har lagt i tidligere bøger om at nyde livet som pensionist og gøre disse år til de bedste. Han gør sig til fortaler for vin, øl, snaps, god mad og tobak, hvis man har lyst til det, og at alderdommen har mange lyse sider, som afhænger af, hvordan man tager det. I følge ham er der to veje, man kan gå : man kan følge senilitets-spiralen, d.v.s. at man bliver en lidt halvtrist pensionist, som går mere og mere i stå, eller man kan vælge vitalitets-spiralen, som han kalder lediggang på luksusklasse, selv om "man er forhenværende, kan man stadig være midt i livet". Han advarer imod de forskellige sundhedsapostle, som i aviser, tv m.v. udtaler sig om alle de farlige ting. Han stil et letlæst og fyldt med anekdoter, citater og oplevelser fra hans eget liv og fra videnskabelige undersøgelser. Det er en dejlig positiv håndbog først og fremmest for pensionister, men også for dem, der vil forberede en god 3. alder. Bogen bringer egentlig ikke noget nyt i forhold til tidligere udgivelser, som for eks. Lev livet her og nu, 1996 og Glæden ved at være gammel fra 1995, men bogens budskab er så godt, at det godt tåler en gentagelse