Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Historisk roman med en blanding af kendte personligheder og begivenheder som set før i flere andre romaner. Det er ofte populære og gode bøger, og det er denne delvist også. I hovedrollen er Knud den Helliges barnebarn, Arnulf/Riber Ulf, samt dennes væbner, der på opfordring af Saxo er bogens historieskriver. Parret følges fra barndommens storgård i Sverige, gennem korstog og tilbage til seriøse magtkampe i Flandern og Danmark. De møder bl.a. en række af 1100-tallets skiftende danske konger og bliver en del af deres interne, blodige opgør. I denne ramme fortælles en spændende historie om venskabet mellem de to forskellige personer og deres oplevelser. Især første del af romanen er god og med en fin sammenhæng mellem det historiske og romanformen, mens sidste del har en tendens til at blive for meget historieopremsning samt name-dropping og dermed for lidt velskrevet skønlitteratur. Målet har været at skrive videre på den fra officielle kilder mindre kendte Ulfs levnedsforløb, men selv om tidsbilledet er i orden, vil romanen meget på én gang, og det er lidt ærgerligt. Trods disse forbehold er interessen så stor for korstog, middelalder og historiske romaner, at der også helt sikkert vil være læsere til denne bog