Lektørudtalelse
6. bog om Jakob og hans oplevelser med Mette, hans skolekammerat og kæreste. Lix-tallet er denne gang helt nede på 4,8, og alligevel er der her en sammenhængende og fin lille historie om at føle sig svigtet (jaloux?) og tilovers. Identifikationsmulighederne for målgruppen er store. Layoutet er som i de foregående bøger om Jakob. Tekstyperne er store og teksten er sat i små overskuelige blokke. Begynderlæserne (ca. 8 år) får historien fortalt i små kapitler med overskrifter. Jakob og Mette skal holde hule-fest. De inviterede gæster Jakobs familie - kan desværre ikke komme, men festen skal holdes alligevel. Mette bliver forsinket, og i den forløbne tid når Jakob at få meget ondt i maven. Han har nemlig opdaget, at forsinkelsen skyldes, at Mette leger med en anden dreng. Historien er fortalt i tekst og billeder. Billedsiden svarer ret præcist til den tekst, der står. Den er derfor en meget stor støtte til læsningen, og der er dejligt mange af de gode tegninger, som læserne af serien med glæde vil kunne nikke genkendende til. Forsidebilledet viser Jakob, der ligger i hulen og ser syg ud. Både velegnet som skole- og frtidslæsning for begynderlæsere