Lektørudtalelse
I bogen beskriver Bjerager kristendommens grundlæggende rolle i vores moderne kultur. Især påpeger han dens plads i vores kulturelle basis, såsom alle menneskers principielt lige ret for loven og staten, offentlig omsorg for syge og nødlidende og heraf velfærdssamfundet, respekten for det enkelte liv og i det hele taget den generelle civilisering og fredeliggørelse af samfundet. Forfatteren har været chefredaktør af Kristeligt dagblad siden 1994 og har ikke en teologisk eller kirkelig baggrund, men derimod en journalistisk, uddannet både i Danmark og USA og har bl.a. været udlandsredaktør på dagbladet Børsen. Dette har i særlig grad givet ham evnen til at se folkekirken og den danske kristendom udefra, modsat næsten alle andre, der har debatteret emnet. Bl.a. argumenterer han for, at forbindelsen mellem folkekirken og staten skal bibeholdes men under en ny form, der giver kirken mere selvstændighed og bedre markering som et kristent fællesskab, idet han henfører til håndteringen af sagerne mod notoriske ikke-kristne som Thorkild Grosbøll og kirketjeneren Steen Riber. Bogen er i et klart, engageret sprog og giver en særlig indsigt i folkekirken og dens fremtid fra en forfatter med baggrund uden for den lokale teologiske andedam. Den kan derfor læses af alle interesserede, lægfolk såvel som teologer. Om forfatteren, indhold, forord, noter, litt.liste (da. eng.)