Lektørudtalelse
En af verdens mest berømte dagbøger udkommer i en ny udgave uden udeladelser og med materiale, som aldrig har været publiceret før. Man skal være godt inde i de tidligere udgaver eller ligefrem lave direkte sammenligninger for at opdage forskellene, selvom de er klare, når man har dem ved siden af hinanden. I de tidlige udgaver udelod faren ting af seksuel karakter og de værste udfald mod moren og søsteren, ting som i vore dage på ingen måde virker chokerende men nærmere ganske normalt for en teenager og det endda for en, som under de omstændigheder er tvunget til at være sammen med sin familie og fremmede mennesker uafbrudt i 25 måneder. Bogen er stadig et medrivende, rystende og utroligt velskrevet dokument og portræt af en følsom, intelligent og humoristisk ung pige. Da jeg som ung slugte den første gang, lagde jeg ikke mærke til de samme ting, som jeg ser i dag. Anne, der må dele værelse med en vildfremmed og ret utålelig mand, kedsomheden og de mange forskellige skænderier, som optager meget af de indespærredes tid, hvad der er ret forståeligt, når man tænker på deres utålelige situation. Bogen kan erstatte de ældre versioner peppet op som den er med fotos, efterskrift, forord, pænere tryk og især en god forside. Målgruppe: 14 år og op