Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

For litteraturelskere, forfatterspirer og de mange Per Petterson-fans

Beskrivelse

Litteratur er ikke blot noget, man kan gøre til genstand for akademisk tolkning eller slappe af med. Eller noget, der kan forklare livet. Litteratur er livet på godt og ondt, og den er en nødvendighed på linje med at trække vejret. Det er Pettersons udgangspunkt i disse 21 essays, som fortæller om nogle af de forfattere og bøger, der har betydet meget for ham. De er vidt forskellige: Raymond Carver, Blixen, Hemingway, Grace Paley, Ola Bauer og mange andre. Samtidig fortæller han om sin opvækst og pinefulde ungdom, hvor det gik op for ham, at det eneste, han kunne og ville med sit liv, var at være forfatter, og han turde ikke skrive. (Han var 34 år før han desperat fik færdiggjort sin første novelle). Han fortæller om landskaber, steder og rejser, som understreger den tætte sammenhæng mellem hans liv, læsning og forfatterskab. Det er varme, personlige fortællinger, smukt skrevet med "pettersonsk" præcision i sprog og stil. Samtidig er de inspirerende - man får lyst til at læse mange af de værker, han omtaler

Sammenligning

Pettersons prisbelønnede forfatterskab behøver jeg ikke præsentere. Andre værker i krydsfeltet mellem liv (også når det gør ondt), læsning, skrivekunst og litteratur: Ikke så meget Møllehave (han placerer smerten andetsteds), nok mere over i Lagercrantz Om kunsten at læse og skrive, 1988

Samlet konklusion

Fine essays af Per Petterson om livsvigtig læsning, koblet med fortællinger fra hans liv og forfatterskab