Lektørudtalelse

Forfatter: Ann Luther Petersen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Ønsker man et billede af den generation, der nu er i 20'erne, kan man med fordel læse denne roman. Fokus er på hovedpersonernes parforhold og deres individuelle frustration over, at de i deres voksenliv ikke er blevet en succeshistorie

Beskrivelse

Mia og Kristian bor sammen i en lejlighed i Aarhus. De er i midten af 20'erne. Mia skriver på sit speciale, men det går ikke godt. Kristian er droppet ud af arkitektskolen og arbejder som tjener. De drikker rødvin, hygger med vennerne, men føler begge, at de ikke lever op til deres egne forestillinger om at være succesfulde og voksne. Afleveringsfristen for Mias speciale nærmer sig, Kristian hader sit job og februar måned ligger tungt over dem. Deres nemme, men utilfredsstillende liv sættes i perspektiv af naboen Agnieszka, der har haft en hård og dramatisk skæbne. Bogen består af 59 små kapitler, hvor synsvinklen skifter mellem Mia og Kristian. Der sker ikke de store, dramatiske ting i historien, men den giver et meget realistisk billede af aldersgruppen. Forfatteren Anna Friis er kandidatstuderende i psykologi, og hun gør fin brug af sin viden om menneskesindet. Romanen er hendes debut

Sammenligning

Kan bl.a. sammenlignes med William Sutcliffes 6 x kærlighed, 2002 om et par i 20'erne, og med Jacob Weinreichs roman Anfield Road, 2002, der handler om 20-30-årige i Aarhus

Samlet konklusion

Et fint, psykologisk troværdigt portræt af et ungt par, der repræsenterer en generation, som aldrig har været nødt til at kæmpe for noget