Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Til Rutherfurd-fans og læsere af fx Ken Follett og Falcones

Beskrivelse

Genudgivelse af Rutherfurds roman fra 1999, hvor vi gennem 2000 år får fortalt Londons historie fra 54 f. Kr. til 1997 med ringen og de gennemgående momenter afsluttet i en arkæologisk udgravning. Stilen er som forfatterens tidligere Sarum og den nye New York en række fortællinger med en tynd rød tråd af slægtninge og relationer plus en del historiske og fiktive personer fra høj til lav i 21 afsnit tilknyttet London-området med tilhørende historiske begivenheder og sammenhænge. Den bagvedliggende research med dagligliv, geografi, bygningshistorie mv. skinner igennem med et væld af tangenter til Englands øvrige historie. Bogen vil tiltale læsere af lange historiske romaner, men Rutherfurd er ingen Follet eller Falcones og mere historieformidler end forfatter, idet der her bliver formidlet mere historie end fortalt en historie. De mange historiske udredninger tynger og skyder de litterære elementer i baggrunden, ligesom de agerende personer sjældent får rigtigt tredimensionalt liv. Holder man af forfatteren glider bogen dog ned blandt de efterhånden mange i genren

Sammenligning

Ift. 1999-udgaven med mindre sats og bedre forside men ingen særlige ændringer

Samlet konklusion

Genudgivelsen af Rutherfurds historiske murstensroman i kølvandet på New York står ikke distancen mht. personer, underholdning og intensitet i forhold til fx Follet og Falcones, men hører til mellemvaren med sine fiktive og virkelige personer blandet op med historiske facts